|
Omtale
Kunstens nordiske væsen
Den islandsk-danske kunstner Helga Kristmundsdóttirmaler i en natur-ekspressionistisk stil, som hun på sin egen måde maler med elementer fra impressionisterne, hvor farverne, de rene eller de blandede, synes at vælte frem på lærredet et eller andet ukendt sted fra– måske som en gemt vulkan under isen - og lægger sig lag på lag på lærrederne. Gennem forskydninger og brydninger mellem farverne opstår netop af farverne de former og strukturer, der bliver til store og ofte voldsomme landskaber. Men samtidig betyder lysets spil i farverne noget særligt.
Der er ingen tvivl om, at det er de islandske landskaber, der præger malerierne, det gælder også, hvor der er tale om oprindeligt danske forlæg og inspiration. Alle indtryk synes at blive transformeret til en særlig form for urnordisk landskab uden spor af mennesker og for det meste heller ikke af de vilde fugle eller de holdte dyr (får og heste). Måske er det en søgen efter at genskabe de arketypiske mytologiske landskaber fra en svunden sagntid, der ligger før og i sagaerne.
Man fornemmer i maleriernes verden, Aser og Jætter og sagatidens helte lige have trukket sig tilbage til deres gudeverden eller gårde, der er uden for andre menneskers eller magters rækkevidde, og efterladt deres kamp- og legeplads til naturen selv. En natur der selv igen og igen gør verden til en kampplads for sine umådelige indre og ydre kræfter, der ustandseligt former og omformer landet. Men også en natur, der har sine øjeblikke af monumental skønhed og ro inden naturens kræfter igen tager fat.
Moderne guldaldermaleri
Helga synes således at arbejde med en række indre følelsesladede billeder, hvorigennem alle hendes indtryk og oplevelser undergår en transformation og tilføres storhed, dramatik og vildskab men også en sær rustik sårbarhed. Helgas malerier forvandles derved til en slags kultur- og mentalhistorie om et evigt Island, der repræsenterer noget utæmmeligt og stolt men også øde og mærkeligt sårbart.
Man kan vel på en måde tillade sig at sige, at hun er en slags moderne islandsk guldaldermaler – selvfølgelig moderne for hendes stil og malemåde er selvfølgelig meget anderledes end det naturalistiske sprog, der var gældende i første halvdel af 1800-tallet. Men hendes landskaber har som hos vores hjemlige guldaldermaler Lundbye en central betydningsmæssig rolle, fordi de bruges til at skildre og skabe en form for visuel kulturhistorie, der forbandt og for Helga forbinder fortid og samtid.
Det er stærke billeder, der vibrerer af energi og bevægelse på den ene side og af netop skæbne, storslåethed og drama på den anden. Det hele er nedfældet i de farver, der i malerierne synes at vælte op fra undergrundens farvebrønde (som var de gejsere) og breder sig i større eller mindre klatter. Overfor farvernes flader står ofte en række grafiske strukturer, der skaber skel, dybde og perspektiv i billederne.Erik MeistrupUrlandskapes Billeder, 2013 Dramatiske landskaber skaber dramatiske billeder. Det kan ikke være anderledes.
Hvis man er omgivet af en natur, der er så stor, så ugæstfri og så uforudsigelig som den islandske, må man blive påvirket på en helt anden måde, end hvis man lever i det idylliske Nordsjælland. Her i dette paradis af bøge og grønne bakker, er det udelukkende op til fantasien at levere varen.
Helga Kristmundsdóttirs malerier fra hjemlandet Island er lige så barske, maskuline og usentimentale som en saga.
De vældige gletschere, de rasende smeltevandsstrømme, klipperne, vandfaldene, stensletterne og den hårdføre bevoksning af laver, mosser og småbuske er det, der udgør hendes motivverden. En motivverden, der aldrig udtømmes og som aldrig bliver monoton, fordi kræfterne i landskabet er så voldsomme, at inspirationen bogstaveligt talt ligger lige udenfor døren.
I Helga Kristmundsdótirs billedverden fra Island ser man de urgamle geologiske processer fastfrosset i et splitsekund. Alt er reduceret til en kamp mellem jordens faste byggesten, klipperne og stenene, og vandet, der langsomt, men sikkert gnaver sig ind i dem. Et forløb af nedbrydning og genopbygning lige så gammelt som jorden selv. Helga Kristmundsdóttir skiftevis zoomer ind og panorerer ud på dette dramatiske landskab. I nogle billeder flyder strømmen stille og roligt, akkompagneret af menneskeskabte hegnspæle, i andre er alt et brusende inferno af skummende vand, enorme klippeblokke og sparsom plantevækst.
I disse billeder fornemmer man de enorme kræfter, som har formet Island og, set i et større perspektiv, hele vores planet, og man suges ligesom ind i de rasende bevægelser. En følelse af at være lille og magtesløs trænger sig på, samtidigt med, at man ikke kan andet end forundres og betages af skønheden ved det hele.
Helga Kristmundsdótirs palet er lige så barsk og usentimental som naturens. En gennemgående modsætning mellem det lyse vand og de mørke klipper ridses op, nuanceret af det visne okkergule græs, det grønne mos og de jernholdige stenblokke. Hvis der er tale
om en symfoni, er det mere Wagner og Sibelius end Schubert og Mozart, mere romantik end nyklassicisme. Malerierne er på én gang knoglestærke og lyriske i deres grundstemning.
Naturen i Helga Kristmundsdóttirs billeder kan med andre ord både være blid og altødelæggende. Begge disse yderpunkter er indenfor hendes rækkevidde, og det er uden tvivl denne variation, der sammen med en god kolorit og en sikker fornemmelse for den dynamiske komposition gør Helga Kristmundsdóttir til en spændende, kraftfuld og særdeles udtryksrig kunstner.
Kunstanmelder Tom Jørgensen101 Kunstner, 2012 Helga Kristmundsdóttirs landskaber er genfortalt malerisk, ligesom det ordknapt skrevne er udtrykt i de islandske sagaer. Hendes mennesketomme, titel- løse malerier er som de islandske sagaer sat i billeder! Helga Kristmundsdóttir værker er meget stringente og klare i deres udtryk. Hendes indtrængende, ekspressi- onistiske naturmaleri, der med den fremherskende kvadratiske størrelse med et køligt farvevalg i blåt - understreget af hvidt med tydelige konturer - viser det islandske bjerglandskab. Dette landskab er opbygget af basalt og lavalag med gletsjere og brusende elve, hvor Helga Kristmundsdót- tir med sine røde farvenuancer i lavabrudstykkerne understreger de to norrøne temperamenter: det køli- ge og det varmblodige, to modsætninger, der også i hendes tilfælde indgår i en lykkelig symbiose. Man kan sige, at der er ild og sne i hendes landskabsmaleri- er med tydeligt accentuerede, farvede bjergmassiver med anstrøg af abstraktion - i visse malerier som en forstørret pointillisme, hvor sten indtager prikkernes plads i Helga Kristmundsdóttirs værker! Hendes affolkede landskaber udtrykker stor kærlighed til den islandske natur..............Kunsthistoriker Bente Hammershøy.Maj 2011 Kristmundsdóttir maler mere ekspressionistisk, hvor farverne, rene og blandede, synes at vælte frem på lærredet et eller andet sted fra og lægge sig lag på lag og gennem forskydningerne i netop farverne opstår der former og struktur, der bliver til voldsomme landskaber. Der er ingen tvivl om at det er de islandske landskaber, der præger malerierne, det gælder også hvor der er tale om oprindeligt danske forlæg og inspiration. Alle indtryk synes at blive transformeret til en særlig form for urnordisk landskab uden spor af mennesker, eller måske er det snarere en søgen efter arketypiske mytologiske landskaber fra en svunden sagntiden, der ligger før sagaerne. Man fornemmer i flere malerier, at her kunne Aser og Jætter lige have trukket sig tilbage til deres gudeverden, der er uden for menneskenes rækkevidde, og efterladt deres legeplads til natureb selv. Hun synes således at arbjde med en række indre følesesladede billeder hvorigennem alle oplevelser undergår en transformation og tilføres dramatik og vildskab. Det er stærke billeder, der vibrerer af fart og bevægelse på den ene side og af netop skæbne og drama på den anden. Indlagt i de farver, der synes at vælte op fra farvebrønde fra fortiden står ofte en række sorte grafiske struktur, der skaber skel, dybde og perspektiv i billederne. Hun danner billedfortællinger, hvor naturens enorme kræfter er uimodståelige, voldsomme og alt omfattende, og hvor landskabets enkelte dele ikke nødvendigvis er skildret naturalistisk selvom de mørke jordfarver har en dominerende plads.Erik MeistrupKunstavisen 5/2001 Det er naturinspireret maleri uden at være direkte naturalistisk. Der er intet menneske eller noget menneskeskabt i hendes billedverden. Der er voldsomme naturkræfter i en rig kolorit, stærke penselstrøg - men også poesi.Kristian JensenKunstavisen 4/2002 Islandsk natur fylder billederne hos Helga Kristmundsdóttir - ganske naturligt kunne man tilføje, for hun er født og opvokset på den barske ø i det nordlige Atlanterhav. Der er klippelandskaber fyldt med sære former og forjættende farver, der synes at spille op til hinanden i en slags sangleg uden ende og med helt naturlige overgange mellem dur/lys og mol/mørk i en uendelig rytme.
MeisrupKunstavisen 5/2002 Helga Kristmundsdóttir karakteristiske ekspressionistiske oliemalerier, hvor motiverne er islandsk natur: Brusende elve og rå lavamarker. De er voldsomme- og smukke værker.Lars LisbergKunstavisen 7/2002 Den islandske maler Helga Kristmundsdóttir, der nu bor på Mols, fastholder den storladne natur i de store velkomponerede dramatiske billeder, der umiddelbart er dem, der klinger allermest med Nordens stemme, sådan med den let melankolske bund af mol, som ligger basalt i det nordiske sindelag. Helga Kristmundsdóttirs maleri rummer også disse små overraskende farvejubler af pink midt i al det storladne gennemarbejdede maleriske naturdrama. Farvejubler, der løfter hele oplevelsen af nordens stemme.Vibeke KruseVejle Amts Folkeblad Helga Kristmundsdóttir har tydeligvis et nært forhold til de lanskaber, hun skildrer i sine malerier. Føldt på Island har hun haft den barske, men også overvældende smukke natur tæt inde på livet. Dette har givet sig udslag i ekspressive landskabsmalerier, hvor bræerne, de brusende floder, klippeformationerne, lavamarkernem og den tunge himmel søges fastholdt på lærred, så man fornemmer naturkræfternes voldsomhed. Et forhold, ikke mindst hendes glimrende koloristiske er medvirkende til.Tom JørgensenKunstavisen 3/2003
|
